Python er et programmeringssprog. At arbejde med Python kræver derfor, at man “taler” det rette sprog, når man gerne vil have Python til at gøre noget.
I bruger uden tvivl forskellige programmer, apps og softwareløsninger i jeres hverdag til forskellige ting. Disse er alle opbygget af kode skrevet i et programmeringssprog, men de leveres altid med en eller anden form for “brugerflade”; altså en måde vi kan bruge programmet ved at trykke på knapper og lignende, uden at skulle kende til den måde, som programmet er opbygget.
Python er et programmeringssprog og har derfor ikke en brugerflade, så for at få Python til at gøre noget, skal vi “fortælle” Python, hvad vi gerne vil ved at skrive kommandoer i Python sproget.
At skulle arbejde på denne måde kan virke lidt gammeldags. Når nu programmer til dataanalyse laves med brugerflader og brugervenlige måder at bruge dem på, hvorfor så arbejde med dataanalyse i et program, hvor vi selv skal programmere og skrive kommandoer for at opnå det, som vi gerne vil?
Programmer med brugerflader som Excel, Stata, SPSS osv. har selvfølgelig deres styrke i, at de er nemmere at gå til. Dog er sådanne programmer begrænset i deres funktionalitet, da de er udviklet til at arbejde med data på bestemte måder i bestemte formater og strukturer. Med Python kan vi opnå det samme og meget mere, da man i et programmeringssprog ikke er tvunget til at arbejde med bestemte dataformater, filtyper osv. Samtidig giver det at arbejde med et programmeringssprog os også den mulighed, at vi selv skriver vores egne “mini-programmer”, der løser den specifikke udfordring, som vi lige står over for.
Der findes et væld af programmeringssprog. I dette materiale arbejdes med sproget Python. Mange logikker i programmering går på tværs af sprog, men de har hver deres styrker, svagheder og kendetegn.
Python er “general purpose”
Python er et “general purpose” programmeringssprog. Det vil sige, at det er udviklet til at blive brugt inden for så mange områder som muligt.
Python er “objekt-orienteret”
Python er et “objekt-orienteret” programmeringssprog. Det vil sige, at sproget er baseret på at arbejde med “objekter”. Et objekt inden for programmering kan være nærmest hvad som helst. Meget kort sagt er et objekt en beholder for en eller anden form for information. At Python er “objekt-orienteret” betyder derfor, at vi arbejder med sproget ved kontinuerligt at definere og re-definere objekter (lagre information i beholdere) og interagere med disse.
Python er “cross-platform”
Python er et “cross-platform” programmeringssprog. Det vil sige, at man kan arbejde med Python på tværs af styresystemer (Windows, macOS, Linux).
Der fokuseres i dette materiale på Pythons brugbarhed og anvendelse inden for samfundsvidenskabelig analyse. Materialet vil derfor ikke give indføring i, hvordan programmeringssprog fungerer generelt og logikkerne bag. Der fokuseres i stedet på at give en tilstrækkelig forståelse for, hvordan man arbejder med programmeringssproget Python, sådan at man kan anvende det i samfundsvidenskabelig analyse.
Materialet er bygget op ved at give forståelse for relevante programmerings- som datatekniske termer gennem praktiske eksempler med Python.